På 4. søndag i advent er en dejlig gåtur mellem træskulpturerne på Præstegårdsstien i Sneptrup lige til højrefoden. Her kombineres natur og kultur på fineste vis, og Allan Bo Jensens træskulpturer fortæller historier fra det Det gamle Testamente på en ny måde. Parkér ved den fine gamle præstegård i Sneptrup og hold øje med de to keruber, som vogter indgangen til fortællestien. Snart vil I støde på en slange og et æbleskrog og sidenhen på både Noahs Ark, Abrahams Hus og stalden i Bethlehem. Informationstavler viser vejen frem!
Lyt eller genlyt, da Marianne Purup talte om Præstegårdsstien i Kulturen på P1 sidste jul...
I 2018 blev naturstien Sneptrup Præstegårdssti i Ejer Bjerge indviet. Den cirka fem kilometer lange natursti mellem Landsbyordningen Ejer Bavnehøj og Sneptrup byder på spændende træfigurer og en unik shelter a la Noahs Ark på Granhøjen. Med broforbindelse i form af en 100 meter lang træsti gennem moseområdet Bredmosen kan man nå tørskoet til Tebstrup.
Der er mulighed for at gå af små markerede afstikker-stier undervejs på ruten. Start for eksempel ved Dagli'Brugsen i Tebstrup eller ved tilkørsel nr. 54 ved Østjyske Motorvej.
Projektet omkring fornyelsen af dele af den gamle kirkesti er udført med henblik på at skabe en kulturhistorisk sti rundt om den 267 år gamle præstegård og i naturen omkring Sneptrup, og den skal give interesse for at lege, lære og motionere på kreativ vis i naturen. Stien kombinerer adgang til naturen med støttepunkter for motion, ophold og natur- og kulturformidling, såsom visualisering af bibelhistorier.
Copyright © Alle rettigheder forbeholdes